Skibslaget Åfjordsbådenes arkiv 1999-2006

Find Skibslagets rigtige, opdaterede hjemmeside på www.skibslaget.dk

Forsiden - Nyhedsarkivet -
 
  • Forsiden
  • Om Skibslaget
  • Udlejning
  • Kontakt
  • Bliv medlem
  • Links
  • For medlemmer

  •  

    16/9 2001:

    Referat af bestyrelsesmøde den 20. juni 2001.

    Mette præsenterer nogle velvoksne stykker kage, og så er bestyrelsen klar til at tage hul på formandens holistiske dagsorden.

    Punkt 1: Sommersejlads
    a)der er 15 tilmeldt i uge 27. Skal der så sejles med to både? Vi venter til Per dukker op. Han er selvfølgelig forsinket.
    der er 18 på i uge 29, og tre på venteliste
    uge 30 har 7 på venteliste. Ingen af ugerne har problemer med gaster.
    uge 34 er der 14 tilmeldt, uge 35 er der 8 (men hvilke 8!!)
    Og så dukker Johannes og Per op!
    Konklusion: alle ture kan gennemføres.
    Per har stadig lyst til at sejle med begge skibe i uge 27, men punktet for lov til at ligge lidt i nu….
    Uge 28 har 70 deltagere! og stadig en venteliste. Vi tror det skulle være nok til at sejle.

    b og c) Palle vil gerne have strammet op om at betalingerne skal falde til tiden, sådan at man risikerer at miste sin plads. Hvis vi skrider til handling nu, kommer der desværre ikke så mange ud at sejle - og der opstår vist også et par problemer med skippere. Palle mener vi årligt går glip af 5000-8000kr. Eller skal vi kæmpe med rykkere året igennem? Den anden del af problemet er, at vi ikke ved om vi faktisk kan få turene op og stå. Derfor henvender vi os til de der ikke har betalt, og vil ellers disponere over pladserne, sådan at vi kan overstå problemerne inden sejladserne.
    Vi overlader det til skipperne at tage kontakt til deres pengepugende del af besætningen.

    d) Palle har udarbejdet en skrivelse til sommersejladsskippere, om praktiske ting ved sejladserne, som vil blive lagt på skibene. Vel vidende at der ikke er en sjæl der læser det der ligger i skipperkisten, vil det også blive sendt til skipperne privat. Er man i det hele taget forhippet på information, kan man checke træskibshavnens nye hjemmeside på www.tsa.dk. Information til lejere er godkendt med hip og hurra.


    Punkt 2: Bådenes tilstand
    a) Niels er gået i gang med barkeprojektet. Sejlene er halvmøre forneden. Niels har aftalt med Astaldo, at han syer forstærkninger i Søblomstens sejl og en lille smule i Blåheias mandag og tirsdag.
    b) Prammene er flækket på kryds og tværs. Johannes og Per har tættet med en hel masse bly, og nu holder de næsten vand. De kræver dog konstant vanding som mormors pelargonier. Palle skriver vandingsinstrukser ind i skipperinformationen. Derudover får bådene bly og kobbertags med til løbende lapperier.
    c) Batteriet på Søblomstens bærbare VHF er sandsynligvis ret dårligt. Jens kigger på sagen. Det er lovpligtigt at vi har bærbar VHF, så sagen skal bringes i orden. Det gælder jo også vores egen sikkerhed! Der venter en udskiftning til digitalt system ude i fremtiden, men sagen er for vigtig til at det er noget vi vil vente på (det digitale system er ganske kostbart). Vi beslutter at købe en ny bærbar VHF til Søblomsten hvis Jens ikke kan få den gamle til at fungere tilfredsstillende. Johannes bliver modstræbende pålagt ansvar for nyanskaffelsen.
    d) Sikkerheden ser fornuftigt ud. Vi mangler vager til kransene - en på hver båd. Holder til natlamper mangler på begge bådene. Der mangler skridtbælter til nogle af redningsvestene. Lænsepumpen på Blaaheia springer sikringerne. Jens har set på priserne for et nyindkøb, men det er ikke noget der haster. Og så er der huller i slangen. Palle giver pumpeinstrukser. Pumpen kan nemlig gå i stykker hvis ikke håndtagets bane er begrænset. Det er ikke noget problem på Blåheia, men på Søblomsten skal man holde nallerne fra bræt nummer to, for så bliver radius for stor. Jo, der er skam meget at lære….

    Punkt 3: Arbejdsdag
    a) Brotjæringen er truet af regn, men vi prøver heroisk. Ellers ser programmet således ud: brotjæring. Tjære/linolie på Blåheia ude og inde, samt på platting. Måske også Søblomsten som trænger voldsomt, men der er jo planlagt sejlads senere på dagen. Er vejret ordentlig prøver vi. Palle har købt teltbuer til Blåheia. De gamle var noget skrammel. Sådan er det. De nye kommer på plads denne torsdag. Endnu et lærestykke fra Palle: teltstængerne tåler ikke saltvand eller havluft eller den slags ubehageligheder. De skal skylles efter brug og lægges i en vandtæt pose. Eventuelt kan de sprayes med silicone fra tid til anden. Oprydning i fællesrummet i kælderen. Reparation af åretol. Ny “mand” til styreåren. Værktøj generelt, som ruster - det betyder ikke det store. Hvis man skal købe nyt, kan man bare købe det billigste. Checklister kommer ned på bådene.

    Evt)
    Familieturen. Johannes ber om lov til at investere i spader, presenninger, volleyballnet og andet til familieturen. Famileturen er en stor del af lagets virke, og også af vores indtægt. Vi investerer!
    Næste punkt er desværre meget dyrere. Johannes ønsker at købe en jolle og en motor, stor nok til at kunne slæbe bådene. Der er tale om en 15 hestes motor. Vi skal alligevel ud og låne/leje noget lignende til familieturen, hvor det er uoverskueligt at bruge prammene med rugbrødsmotor. Det tager hele dagen.
    Kan vi eventuelt få en motor, der også kan monteres på bådene? Det ville give os mulighed for at tage den med på ture, hvor vi ved vi skal være hjemme til et bestemt tidspunkt.
    Der er ikke nogen ide i at få en motor uden en jolle. Vi skal kunne bruge den til flere ting. Hvis vi bare skal opfylde kravene til familieturen, koster det os cirka en 5000-6000kr. Skal vi have en jolle der kan håndtere Blåheia, bliver det vel snarere 20.000kr eller mere. Der er også andre overvejelser end det økonomiske. Det forandrer måden at sejle bådene på. Vi vil ikke have samme oplevelse af at være overladt til naturen. Til gengæld vil det åbne op for nogle andre muligheder. Diskussionen er for stor til at vi vil beslutte os under et eventuelt-punkt.
    Familieturen får lov til at bruge 5000kr alt i alt.

    Punkt 4: Skipperdag
    a) der blev sejlet i sjældent hårdt vejr. God erfaring. Turen blev meget længere end beregnet, men det er det der sker. Mødet bagefter viste at det faktisk var noget vi havde brug for. Skipperne er ikke helt enige om hvordan vi gør tingene. Vi holder endnu en skipperdag først i efteråret.
    b) sejlerskolen har ifølge Søren været svær at planlægge fordi, der ikke har været nogen fasttømret gruppe at planlægge for.
    c) Søren, Johannes og Per (skipperudvalget) har talt sammen hvad de mener en skipper skal kunne. For det første skal det rent sejltekniske være på plads. De bløde værdier tæller lige så højt. Skipperen er socialt en meget central person om bord. Skipperen skal være i stand til at vurdere hvad besætningen er i stand til samt kunne skabe en god stemning om bord. Man skal have et vist organisatorisk talent, og kunne sortere i oplysninger. Det har noget at gøre med at leve op til sit ansvar, og have en hvis ydmyghed. Altså: Tekniske, sociale og organisatoriske kompetencer, der komplimenterer hinanden. Der lægges op til at Niels godkendes som skipper på Blåheia og Søblomsten. At Mette godkendes som skipper til Søblomsten (og Blåheia hvis hun vil). At Tonny godkendes som skipper til Søblomsten. Mette vil kun sejle Søblomsten ind til videre. Computeren lukker, men de bliver godkendt, skyder vi på.

    Punkt 5: FEST!
    Efterårets fest bliver ifølge festudvalget en ti-års jubilæumsfest for Søblomsten. Begivenheden vil også blive fejret på familieturen, hvor flere af de rigtig, rigtig erfarne er med.

    Punkt 6: Aflysninger
    Strategi for aflysning af sejlads: Det understreges at man skal tage kontakt til skipper, hvis man vil være sikker på at der er sejlads.

    Punkt 7:Imme Aros
    Vi har stadig en uafklaret sag med Imme Aros. De har på et tidspunkt sendt et hændelsesforløb til Johannes. Derefter er de gået til Per. Skipper (Janne) er langt fra enig med beskrivelsen. En mulighed er at lave en procentfordeling af skylden, og dele omkostningerne efter del fordeling. Det er i den sammenhæng vi har fået deres hændelsesbeskrivelse. Niels sender et brev til Imme Aros om at få redet trådene ud. Vi har altid haft et godt forhold til Imme Aros, og det vil vi selvfølgelig gerne blive ved med at have.

    Og det var så det bestyrelsesmøde. Datoen for næste møde hænger endnu i luften.